Hvilke typer afgifter findes der?

Danmark har et af verdens mest omfattende afgiftssystemer. Vi tracker 71 aktive afgifter fordelt på 8 kategorier – fra den massive olieproduktafgift (9,6 mia. kr.) helt ned til afgiften på klorerede opløsningsmidler, der indbringer sølle 36.000 kr. om året. Men ud over de "rigtige" afgifter dukker der stadig flere obligatoriske gebyrer op, som ligner afgifter til forveksling. Her er et overblik over det hele.

Merværdiafgiften (moms) er den helt store spiller. Med en fast sats på 25 % rammer den næsten alle varer og tjenester i Danmark. Moms blev indført i 1967 og har siden 1992 ligget fast på 25 %. I 2024 stod momsen alene for ca. 74 % af alle forbrugsafgifter – svarende til ca. 266 mia. kr. Kun få områder er fritaget, bl.a. sundhedsydelser, social forsorg og det meste af undervisning.

Punktafgifter (også kaldet "særafgifter") er afgifter, der rammer bestemte varer. Det er her, det bliver kreativt. Vi tracker 71 aktive afgifter på alt fra chokolade og is til nikkel-kadmium-batterier og klorerede opløsningsmidler. De vigtigste grupper er: • Energiafgifter – på el, gas, olie og kul. Energiafgifterne udgør ca. 37 % af alle punktafgifter. • Motorafgifter – registreringsafgift, ejerafgift og forsikringsafgift på køretøjer. Disse udgør ca. 29 % af punktafgifterne. • Sundhedsafgifter – på tobak, spiritus, vin og øl. • Miljøafgifter – på vand, CO2-udledning, svovl, affald og emballage. • Forbrugsafgifter – på chokolade, is, kaffe, nødder og andre specifikke varer. • Spilleafgifter – på online kasino, væddemål og spilleautomater – en kategori i rivende vækst.

Grundskyld og ejendomsværdiskat er afgifter på fast ejendom. De betales af boligejere og beregnes ud fra den offentlige vurdering af ejendommen. Disse afgifter går primært til kommunerne.

Told er afgifter på varer, der importeres fra lande uden for EU. Toldsatserne fastlægges af EU, og provenuet deles mellem EU og medlemslandene. Historisk set var told den vigtigste statsindtægt – i dag fylder den meget lidt sammenlignet med moms og punktafgifter.

Ud over de "rigtige" afgifter, der tilfalder statskassen, findes der en voksende kategori af obligatoriske gebyrer og bidrag, som teknisk set ikke er afgifter – men som rammer din pengepung på præcis samme måde. Forskellen? Pengene går ikke til staten, men til private organisationer eller kollektivordninger. Du betaler dem alligevel. Det mest aktuelle eksempel er producentansvaret for emballage (EPR), der trådte i kraft 1. oktober 2025. Virksomheder skal betale gebyrer for al den emballage de sætter på markedet – ned til gram-niveau for hver eneste emballagetype. Den samlede regning er anslået til 3,1 mia. kr. om året, hvoraf 1,6 mia. kr. væltes direkte over i forbrugerpriserne. Dansk Industri har kaldt den danske implementering "præget af høj grad af bureaukrati", og 36 % af virksomhederne oplever reglerne som en stor administrativ byrde. Andre eksempler på afgift-lignende udgifter inkluderer Copydan-vederlaget (et obligatorisk gebyr på smartphones, tablets og harddiske til kompensation af rettighedshavere), kommunale affaldsgebyrer (~500 kr. per husstand).

En afgift er vedtaget af Folketinget, opkræves af staten og indgår i finansloven. Et gebyr som producentansvaret er et EU-krav, administreret af private kollektivordninger, hvor pengene går til affaldsbehandling – ikke til statskassen. For forbrugeren er resultatet det samme: varen bliver dyrere. Vi viser begge typer her på Afgifter.dk – med en tydelig markering af, hvad der er en afgift, og hvad der er en afgift-lignende udgift.